Baby i maveliggende

Vi har mange indlæg

Du har sikkert hørt om at din baby skal ligge meget på maven, og at det er herfra den videre udvikling sker – men hvordan bør din baby egentlig ligge på maven? Og hvad gør du hvis din baby hurtigt bliver ked af at blive lagt på maven? Læs med her og få vores fysioterapeuts tips og tricks så du bedst muligt kan hjælpe din baby med det maveliggende arbejde. 

Hvordan og hvorfor??

Måske har du hørt udtrykket “bagside dominans” – det er et udtryk vi ofte bruger, når vi skal beskrive barnets muskulære balancer i kroppen. Når vi som sundhedsfaglige taler om bagside dominans, beskriver det et mønster som vi ofte kan observere hos rigtig mange babyer; nemlig at de har tendens til at ville styre deres bevægelser med musklerne på bagsiden af kroppen, typisk ryggen. Et barn med bagside dominans vil for eksempel have tendens til at gå meget i “flitsbue”. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er noget galt med din baby hvis I observerer et bagside dominant mønster, men at der blot er tale om en beskrivelse af barnets muskulære balancer – dit barn er helt som det skal være, og du har blot mulighed for at hjælpe det endnu bedre på vej i sin motoriske rejse ved at have observeret det!

 

Det er altså sjældent nødvendigt for babyer at træne musklerne på bagsiden af kroppen. Derimod vil vi rigtig gerne give babyerne en stærk kernemuskulatur, bl.a. ved at sørge for at de bliver stærke i deres muskelkorset (mavemuskler). Så når vi taler meget om at babyer skal ligge på maven en stor del af tiden, så handler det i høj grad om at sørge for, at deres maveliggende arbejde sker på en sådan måde, at de faciliterer deres mavemuskler. 

 

Hvordan gør vi så det? Først og fremmest skal din baby ned og ligge på gulvet, evt. på et tæppe eller en måtte. Gem din ammepude (eller andre puder som kan hjælpe baby op) langt væk når din baby skal træne det maveliggende arbejde – eller gem den til de dage hvor der skal tages gode billeder! Når baby skal træne i maveliggende, er ammepuden ingen hjælp, den vil blot passivisere barnet. 

Når baby ligger på maven, er det vigtigste du som forældre kan hjælpe med, at sikre barnets støttepunkter. Her skal du først og fremmest sørge for at barnet har en bred armstilling, og ikke ligger med albuerne inde under sin brystkasse / mave. Istedet bør du placere barnets albuer ved siden af kroppen – ved det nyfødte barn vil albuerne være placeret længere bagud end skuldrene, og i takt med at barnet bliver ældre vil armene flyttes længere og længere frem, samtidig med at støttepunktet flyttes ned mod hænderne, så barnet til sidst kan komme op på strakte arme. Når barnet skal presse sine albuer / arme mod underlaget, vil der ske en kryds aktivering fra skuldrene om til barnets forside muskulatur, og på denne måde kan vi altså sikre, at det maveliggende arbejde rent faktisk gør barnet stærkere de helt optimale steder. 

 

Mit barn bliver hurtigt ked af at ligge på maven

Der er flere forskellige måder du kan hjælpe dit barn på, hvis det hurtigt virker for hårdt eller ubehageligt at ligge på maven. Først og fremmest kan du hjælpe barnet med sine (ovenstående) støttepunkter. Når barnet ligger med den beskrevne brede armstilling, kan du med din hænder hjælpe med at presse barnets albuer ned i underlaget. Så vil du typisk se at barnet får nemmere ved at løfte hovedet. Hvis barnet samtidig har tendens til at løfte / stritte med bagdelen kan du placere din ene albue på denne (samtidig med hænderne på barnets albuer) og også presse den i underlaget. 

 

Er dit barn fortsat ked af at ligge på maven, kan en kile gøre en verden til forskel. Du kan købe flere produkter lavet til dette, eller lave din egen. Sørg blot for at kilen er bred nok til at barnet kan bruge sine optimale støttepunkter med den brede armstilling. Læg barnet på kilen med hovedet opad, det vil gøre arbejdet meget lettere. Samtidig med dette kan du, som beskrevet ovenfor, hjælpe barnet ned i sine støttepunkter med dine hænder (og evt. albue). I takt med at barnet bliver bedre og gladere for at ligge på maven, kan man placere bøger, eller lignende, under den nederste del af kilen for at arbejde barnet nærmere og nærmere vandret position. 

 

Image

Vil du vide mere?

Hvis du har lyst til at blive klogere på din babys motoriske udvikling, og få hjælp til de udfordringer I måtte opleve, så kig nærmere under siden “BabyTummel”. Vi tumler på klinikken hver uge hvor vi både sørger for at stimulere alle barnets sanser, laver hyggelige musiklege, og ikke mindst har fokus på at gøre jer klogere på barnets motoriske rejse.

 

Hold dig opdateret ifht nyheder på klinikken samt tips om forebyggelse og behandling af skader/skavanker i kroppen. Få desuden info hver gang vi har konkurrencer i klinikken.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev